Amatørkultur i Danmark

– Det sociale er den primære grund til, at jeg deltager i Musikteater UCL, men at flytte sig på det personlige plan er også en stor grund til, jeg deltager, fortæller lærerstuderende Willow Storm Høstrup på 25. – Samtidig er det en fed oplevelse at stå med det endelige produkt, når vi ser og hører musicalen, hvor der både er en skuespillerdel, en orkesterdel og en kordel. Det er fedt at vise det frem.

Om hvad det kan give af kompetencer til, når de skal ud på arbejdsmarkedet, fortæller Willow: – Jeg tror på, det giver rigtig meget, for vi er meget forskellige her i foreningen, og vi lærer, hvordan det er at begå sig med dem, der er anderledes end os selv.

Willow fortæller, at de personligt har flyttet sig rigtig meget, siden de var med til musical første gang: – Man lærer ved at blive udfordret, og det skaber god selvtillid at være en del af noget, man føler sig stolt over, siger de og fortsætter: 

– I min optik kan amatørkulturen også være med til at fjerne den splittelse, der kan opstå nogen steder i samfundet. Foreninger og det, vi kan kalde for tredje steder, ligesom vores teaterforening her, er et vigtigt sted, hvor vi kan møde hinanden. Vi kommer ud af vores bobler, hvor vi ellers befinder os på studiet eller på jobbet. Udenfor boblerne får vi indsigt i de liv, der måske er forskellige fra vores egne, og det skaber grobund for forståelse for andre i vores samfund.

Tekst og foto: Rikke Mohr Jørgensen

Poul Kjellbergs kærlighed til musikken udspiller sig igennem hans forskellige medlemskaber af diverse jazzbands, hvor han mestrer både fløjte og saxofon, samt kor, hvor det sociale samvær med en bred variation af mennesker trækker i ham:

 – Jeg synger faktisk i to kor; i Motetkoret i Nyborg sammen med min kone, og så det lokale sognekor. Og sognekoret er nok det, der i forbindelse med kulturel aktivitet har mest betydning for det lille samfund, jeg bor i, siger han om det liv, han lever på halvøen Hindsholm på Nordøstfyn. Sognekoret er i kirkeregi, hvor man har en organist, der selv er meget aktiv og som spiller fremragende, mener Poul Kjellberg.
– Martin Høi, som han hedder, er en af de bedste korledere, jeg har mødt gennem livet, og jeg har mødt mange. Til koret kommer både erfarne, men også uerfarne: – Og vi har det simpelthen så sjovt, fortsætter Poul Kjellberg og nævner betegnelsen ”ildsjæl” som noget, der er vigtigt for et lille samfund som Hindsholm. – Og vores organist er netop en ildsjæl, der får koret til at hænge sammen, og det elsker jeg.

At komme i sognekoret er noget, der giver mening i Poul Kjellbergs liv: – Jeg møder mange mennesker i koret, som jeg kender, også kva mit arbejdsliv, hvor jeg var folkeskolelærer her på Hindsholm. Jeg møder forældre til børn, jeg har haft i skolen, men også mange andre og på tværs af alle mulige berøringsflader. For koret rummer mange forskellige mennesker, herunder både tømrere og psykologer. Og det har ingen betydning, hvilket lag i samfundet, man kommer fra, eller hvilken uddannelse man har, for her står vi side om side og synger. Og det er helt fantastisk, understreger han.

Han erkender vigtigheden af fællesskaber, og om at være blevet pensionist, siger han: – Pludselig kommer der ingenting din vej, når du ikke længere er på arbejdsmarkedet, så det skal du selv skabe. Den største dræber er ensomheden, og musikken er lige det modsatte. Musikken skaber vi sammen med andre, og derfor er de musikalske fællesskaber så vigtige. Og det gælder også, når det kommer til unge mennesker, der sammen kan finde et fællesskab i musikken med andre.

Poul Kjellberg har mange forskellige indgangsvinkler til det sociale, og derfor er koret kun en af mange fritidsbeskæftigelser, han har: – Men det er rigtig hyggeligt og vi har det ganske enkelt sjovt i de timer, vi tilbringer sammen. Musikken som sprog er en vigtig del af hans liv, og det foregår gennem lokale bekendtskaber, hvor han både spiller klassisk, men mest jazz. Og det handler mange gange om at give noget til nogen: -I musikken træder jeg i karakter og eksisterer. Og jeg tror, man lever bedst, når man hjælper andre, fremfor når man selv får hjælp, siger han om at være i de musikalske fællesskaber, hvor man svinger sammen, og hvor der er synergi.

Poul Kjellberg har derfor et budskab til alle, der går med tanken om at have lyst til at spille musik eller deltage i et kor, og det er: – Stop med kun at tale om det og gør det!

Tekst og foto: Rikke Mohr Jørgensen

– Min interesse for orkestersammenspil begyndte gennem instrumentalundervisning i FDF Odense, Munkebjergkredsen. Først ved individuel undervisning, og to år senere med deltagelse i FDF Odense 4. kreds’ brass band”, fortæller Ole Møller Sørensen.

Om hvad orkestersammenspil betyder for ham, siger han: – Det er en stor tilfredsstillelse at have musikken som eneste fokus én aften om ugen og ved koncerter. Jeg har gennemgået en lang kontinuerlig udvikling, med dygtiggørelse og erfaringsopsamling gennem brass-bandmusikken.

Også socialt giver det for Ole Møller Sørensen noget at spille i orkester: – Socialt giver det tryghed at kende sine musikalske kolleger og orkestrets dirigent. Ved koncerter, og koncertrejser udvides det sociale aspekt orkestermedlemmerne imellem. Det er en herlig fritidsbeskæftigelse.

Om en af de mange oplevelser, Ole Møller Sørensen har haft med orkestersammenspillet, fortæller han: – Som deltager på et af FDF’s efterårsmusikkurser havde vi en engelsk brassbanddirigent, som formåede at få skabt en lyd og stemning sammen med de unge brassbandmusikere, som var helt unik og satte gang i mange følelser. En sådan oplevelse er værd at stræbe efter, hver gang man sætter sig på stolen i orkestrets øvelokale.

Ole Møller Sørensen mener samtidig, at orkestersammenspil kan være med til at bidrage til det danske samfund på følgende måde: – At have trygge rammer, en kontinuerlig udvikling, et individuelt og fælles fokus, samvær uden mobiltelefoner og både individuelle og fælles succesoplevelser – det giver virkelig noget.

Han mener også, at orkestersammenspil kan få en større indflydelse i børn og unges liv, og give dem oplevelser ligesom han selv har haft: – Amatørorkesterkulturen må meget gerne vinde indpas i flere børn og unges fritidsbeskæftigelse – gerne som et alternativ til det digitale liv. Her møder du mennesker med samme interesse som dig, og der skal samarbejdes for at få et fysisk lydbillede med god kvalitet frem, siger han og fortsætter: – Danmark skal få øje på potentialet ved at arbejde med musik. Hvordan det smitter af på så mange andre personlige og faglige kompetencer. Hvis musikskolen leverer elevarbejdet, kan amatørorkestrene tilbyde sammenspil i en skala, som de færreste musikskoler kan tilbyde.

Dette interview  er oprindeligt bragt i Dansk Amatør-Orkesterforbunds jubilæumsskrift ”75 i takt”. 

Kerteminde Amatør Teater (KAT) har gennem snart 40 år eksisteret som en lille kulturperle og som arnested for et kulturelt fællesskab mellem alle aldre i hjertet af Kerteminde. Når man spørger foreningsmedlem Mona Clayton om, hvorfor man er med i KAT, lyder svaret prompte Fællesskab!

– Grunden til at vi deltager i amatørkulturen er, at vi brænder for det. At få lov til at lege og være et barn og at afprøve forskellige personligheder, siger Mona Clayton om at være blevet en del af KAT, da børnene var fløjet fra reden.

Drømmen om skuespillet havde altid ligget som en lille spire i maven, men det store spring kom aldrig. Ikke før hun havde tid til endelig at engagere sig i den lokale amatørkultur: – Da jeg var barn, ville jeg gerne være skuespiller, men dengang var det ikke noget man gjorde, hvis ikke man fx kunne synge. Man kunne også blive dunket i hovedet med det, fordi det var anderledes at have et ønske om at stå på en scene. Men da KAT kom til i 1985, så jeg annoncen og tænkte, at det ville jeg gerne. Men små børn, mand og arbejde gjorde, at det ikke kunne lade sig gøre. Så jeg ventede og ventede, men for otte år siden havde jeg endelig tiden til det. Jeg tænkte, at det skulle være nu.

Om glæden ved at være en del af KAT, fortæller Mona Clayton: – Teater kan noget med fællesskab, og vi er som en lille familie, når vi først går i gang med et stykke.

Tekst og foto: Rikke Mohr Jørgensen

For Kirsten Plambech betyder orkestersammenspil utrolig meget. – Jeg er vild med musik og med at frembringe musik sammen med andre. Wow – det er fascinerende at opleve musikken løfte sig til noget meget større end en selv. Det er her, 2 + 2 bliver til 5. Det giver en stærk fællesskabsfølelse. 

Hun fortsætter: – Orkestrets seneste koncert var en fantastisk personlig oplevelse, hvor meget gik op i en højere enhed, og hvor de magiske øjeblikke indtraf. En tilskuer skrev efterfølgende: – Ved et tilfælde kom vi forbi til denne koncert, og fik en overraskelse – stort, smukt og rørende. Det var en dejlig oplevelse at kunne være med til at røre og bevæge mennesker med vores musik. 

Ifølge Kirsten bidrager orkestersammenspil til mange ting, der strækker sig fra at skabe glæde, fællesskaber, meningsfuldt samvær, udbredelse af musik, kreativ udfoldelse, musik ud i alle kroge af landet til fællesaktiviteter for børn, unge og ældre. Og hun drømmer om, at det bliver hot og moderne at spille amatørorkestermusik, og at flere vil spille instrumenter og spille sammen. 

– Jeg tror, det er helt afgørende, at musik og samspil bliver opprioriteret i skolen – interessen for at spille på et instrument og spille i orkester skal grundlægges i barndommen.

Dette interview er oprindelig bragt i Dansk Amatør-Orkesterforbunds jubilæumsskrift ”75 i takt”. 

–  Jeg kunne drømme om, at der kommer meget mere musik i skolen, siger Jørgen Jensen om hvad han ønsker sig på vegne af amatørkulturen. – Så kunne alle børn lære at spille et instrument – og så kunne der komme sammenspilsgrupper på alle skoler. Det kræver politiske beslutninger, som desværre ikke rigtig ser ud til at være på vej. Kulturen har det desværre generelt ret dårligt, når det handler om politisk vilje og opmærksomhed, mener han, der selv har haft mange gode oplevelser med orkestersammenspil.

– Mit første møde med orkestersammenspil var da jeg var 10 år gammel og gik i 5. klasse på Islev skole, da en vikar (Ulf Nordlund) kom til skolen og fik lov til at forsøge at starte et skoleorkester. Han samlede omkring 25 interesserede drenge, og det lykkedes at få kommunen til at bevilge en hel halv million kroner til indkøb af nye instrumenter, fortæller Jørgen Jensen.

– Disse blev leveret efter et halvt års tid, da der kom en lastbil fra England med splinternye, forsølvede messinginstrumenter. Det blev starten på Islev Skoleorkester, der siden blev til Rødovre Concert Band. Et band, som Jørgen Jensen i dag er formand for.

Om hvad orkestersammenspil betyder for ham, siger han: – Orkestersammenspil har to vigtige betydninger for mig: Dels er det en helt unik ramme om sociale kontakter, hvor man kan skabe gode, tætte og varige venskaber med folk, som kommer fra helt andre baggrunde, både aldersmæssigt og socialt. Og dels er det et frirum i hverdagen, hvor man kan koble fuldstændig af fra de forhold, som man ellers er optaget af. Det er helt magisk at udøve musik med andre mennesker, og man kan ikke være til prøve i ret mange øjeblikke, før man kommer i en helt anden mental tilstand. Det er umuligt at fastholde negative følelser, når man udøver musik, og man kan opleve mentalt at blive ‘vasket’ helt ren. Det kan være nærmest helt terapeutisk.

Jørgen Jensen mener også, at denne del af amatørkulturen i den grad bidrager til det samfund, vi i Danmark lever i: – Sammenspil har en grundlæggende demokratisk funktion, hvor deltagerne bliver nødt til at samarbejde og være opmærksomme på hinanden. Når man ser børn, der går til sammenspil, kan man se, at koncentration og disciplin styrkes markant. Man bliver forbundet, når man spiller eller synger sammen, og derfor er det et stærkt middel til opbyggelse af sammenhold og fællesskaber. Derfor har han også en drøm for amatørorkesterkulturens fremtid: – Jeg kunne drømme om, at der kommer meget mere musik i skolen.

Dette interview er oprindelig bragt i Dansk Amatør-Orkesterforbunds jubilæumsskrift ”75 i takt”. 

Jørgen Greve kom ind i amatørteater da han som ung skolelærer havde sin gang i Sydslesvig:
 – Dengang skulle man være aktiv i foreningslivet, og teateret blev min gerning ved et tilfælde. Det kunne lige så godt have være spejder eller badminton, fortæller han. – Jeg var enormt genert dengang, men gennem teateret, og det at stå på de skrå brædder, lærte jeg at kunne tale til en større forsamling, siger han om hvad det kan have af personlighedsudviklende sideeffekter at deltage i amatørkulturen.

-Fællesskabet i vores lille teater er aldersuafhængigt og alle er lige vigtige her. Hvad enten du er 80 eller 8 år. Vi forpligter os overfor hinanden i vores lille teaterfællesskab, for vi står og falder sammen om selve forestillingen, fortæller Jørgen Greve, der oprindeligt stiftede teatret for snart 40 år siden.

– Teaterstykket forudsætter, at ingen falder ud, for så falder stykket sammen. Vi er en helhed, hvor alle brikker skal passe sammen. Og det er enormt tilfredsstillende at mærke hvis stykket, man er med i, går godt

– Vi har få uskrevne regler, som bl.a. er, at der skal være en god stemning og at vi skal være ordentlige overfor hinanden – have respekt. Det er jo også noget, vi kan bruge, når vi er på den anden side af scenen.

Tekst og foto: Rikke Mohr Jørgensen

-Vi lærer at løse tingene i fællesskab, og selvtilliden får et boost, fortæller Jakob Nørregaard Larsen, der er ved at uddanne sig til folkeskolelærer og spiller musikteater. – Vi får en mentalitet omkring det at performe og at være på, og vi lærer hvordan man kommunikerer skarpt, siger han om også at have lært at præstere under pres:- Vi skal lære at lægge perfektionismen fra os, og det vi lærer her i teaterforeningen kan vi helt klart bruge, når vi skal videre i arbejdslivet.

– Jeg forestiller mig også, at en arbejdsgiver vil kigge på de andre kvalifikationer, man kommer med, og om man har engageret sig som menneske i sin fritid, hvor man viser interesse for en anden del af verden end bare studiet, og at man kan fungere i et fællesskab.

– Jeg meldte mig ind i foreningen, fordi jeg var interesseret i at komme med i et fællesskab, fortæller Isabell Wernegren. – Jeg var meget genert, og når jeg gik ind i et nyt fællesskab, så sad jeg bare i et hjørne med et lille smil. Nu er jeg en af dem, som fylder rummet, griner hun og fortæller om i starten at insistere på små roller. – Nu efter et par år i foreningen har jeg lært at nyde at stå på en scene, siger hun. – Jeg tør meget mere i dag, og jeg har lært at stå foran et publikum og at være tydelig i min udtale – faktisk lidt ligesom når jeg skal ud og være lærer, fortæller hun om at hvile meget mere i sig selv, og i det at stå på en scene og formidle.

Foreningslivet kan samle mennesker, som er meget forskellige, er Jakob og Isabell enige om. – Vi kan samles på tværs af studier, hvor vi lærer folk, der tænker på helt andre måder end os, at kende. Som fx folk der læser økonomi, for at tage et eksempel, fortæller Jakob. – Fællesskabet omkring vores forening gør, at vi får et fælles referencepunkt, hvor venskaber og debatter kan tage udgangspunkt fra. Vi bliver udfordret ved at vi her skal arbejde sammen med mennesker med andre livssyn.

– Man skal fremme en kultur, hvormed man skal turde gå ind i de ting, man synes er svære. Jeg er ikke god til skuespil, men i dag tør jeg fejle og jeg tør være i processen, i stedet for altid at have fokus på resultatet. Det synes vi er et godt budskab at have med ud til eleverne.

Tekst og fotos: Rikke Mohr Jørgensen

 – Amatørteater er for mig selvudvikling, fællesskab og samarbejde – her alle er lige vigtige, og i de forskellige roller, vi spiller, øver vi os også på livet. Vi bliver under selve stykket til vores roller, og det er spændende at skulle sætte sig i et andet menneskes perspektiv og udvikle sig med den rolle, man sættes i, fortæller Inge Napora, der har været et del af KAT – Kerteminde Amatør Teater siden 80’erne.

–  Det er i høj grad en øvelse i empati, for ellers kunne vi ikke gøre det, vi gør, når vi skal overbevise publikum med vores stykke. Vi bruger os selv til at skabe rollerne i samarbejde med instruktør og medskuespillere.

Om hvordan hun mener, man kan bruge det, man opnår med amatørkulturen uden for scenelivet, fortæller Inge Napora: – Vi lærer at forberede os godt, og vi lærer at tale til en større forsamling. Vi både græder og vi griner sammen bag scenen, og der er en enorm stor ærlighed, når man skal spille teater sammen. Vores ydre skrælles af, og hvad enten vi er psykologer eller skoleelever, så bliver vi lige i teatrets verden.

Tekst og foto: Rikke Mohr Jørgensen

Ida Okholm er oprindeligt uddannet fra Esmod Berlin University of Art for Fashion, men flyttede i 2021 tilbage til Danmark. Hun er i dag en del af bestyrelsen og udøvende kunstner i Kerteminde Kunstforening, der er en af Danmarks ældste kunstforeninger og en vigtig del af lokalmiljøet:
  – Jeg vil gerne være med til at fremme kulturlivet i min by, da det ikke er højt prioriteret kommunalt, fortæller Ida Okholm om, hvordan kunst er en vigtig del af at fortælle en bys historie samt vigtig for dem, som finder inspirationen til at udtrykke sig kunstnerisk.

Ida Okholm trådte ind i bestyrelsen på opfordring fra en anden lokal kunstner, der mente at unge kræfter kunne være med til at genoplive den gamle forening, og det virkede: – Kunstforeningen er i dag meget mere synligt digitalt, og fra at være lukningstruet har vi i dag en næsten helt ny bestyrelse samt næsten 100 medlemmer. Vores næste hurdle er nu, at kommunen overvejer at sælge den bygning, vi er i, og derfor har vi nu fokus på, hvordan vi får formidlet, hvor vigtig ikke blot kulturen, men også kunsten er for et samfund som vores, siger hun om at både amatørkunstnere og akademiuddannede udstiller side om side i Kerteminde Kunstforening, hvor man drager erfaring af hinanden og spiller hinanden gode.

– Jeg kommer oprindeligt fra en baggrund med mode, og da jeg flyttede tilbage fra Berlin, skulle jeg finde ud af, hvor jeg kunne få et kreativt outlet, eftersom der ikke er så meget mode på Fyn. I foreningen har jeg mødt en masse fantastiske kunstnere, og jeg er nu begyndt at sammenflette tekstil med kunst for at skabe et nyt udtryk. Hvor kroppen førhen var mit medie, så tænker jeg nu mere i rum, og min produktion er i dag mere en legende proces, jeg er i, for at finde et nyt udtryk.

I Kerteminde Kunstforening er man med til at give erfaring videre fra garvede udstillere til de mindre erfarne: – Ved vores 50-års jubilæum i 2024 havde vi seks udstillinger med to kunstnere, hvoraf den var en tidligere udstiller og den anden aldrig havde udstillet i Toldboden før. Sådan kom den enes erfaring den anden til gavn, ligesom det kunne være med til at sætte nye tanker i gang hos begge, fortæller Ida Okholm om den erfaring det giver at skulle tænke, forberede og sætte en udstilling op.

– Noget af det, som Kunstforeningen har en kæmpe styrke i er, at vi er åbne overfor alle slags idéer og al slags kunst. Den åbenhed tror jeg, at alle i foreningen tager med sig ud i verden, fortæller Ida Okholm om at favne bredt i foreningen.

Tekst og foto: Rikke Mohr Jørgensen

– Jeg drømmer om, og tror på, at de gode traditioner bliver ført videre, siger Freja Bundvad. Hendes interesse for orkestersammenspil begyndte da hun modtog soloundervisning og spillede i ensemble på Københavns Musikskole. – En tirsdag meddelte min fløjtelærer mig, at der er en plads til dig i skoleorkestret, og du starter på torsdag. Sådan blev det, og efterfølgende har jeg brugt hundredvis af torsdage med at spille i orkester. 

– Orkestersammenspil betyder sammenhold, stærke venskaber – og til en vis grad disciplin. Det er et levende eksempel på, at man må yde, før man kan nyde, og at hårdt arbejde betaler sig. Og så er det et sted, hvor mange mennesker præsterer som en enhed, hvilket jeg tror er rigtig sundt i en verden, hvor der er et ekstremt fokus på individet. 

– Jeg kan tydeligt huske første gang, jeg oplevede følelsen af at være vægtløs i musikken. Det var, da jeg som 12-årig var på min første weekendtur med KKSO på FDF Center Sjælland. I en gammel gymnastiksal, hvor der var stillet madrasser op ad alle væggene for bare at sikre en nogenlunde tålelig akustik, spillede vi præludiet til anden akt af Saul og David. Det var en tidlig lørdagsprøve, og objektivt har det nok ikke lydt særlig godt. Men jeg blev så henført, at jeg helt glemte at spille med. Jeg sad bare og lyttede og blev opfyldt af musikken og følelsen af at høre til i et fællesskab. Jeg kan stadig genkalde mig lykkefølelsen i maven, når jeg tænker tilbage på det i dag. 

– Et orkester er et sted, hvor man ikke bliver dømt ud fra de samme kriterier som i resten af samfundet. Det er et sted, hvor folk mødes på tværs og samles i en fælles interesse for musikken. Og så bidrager godt orkestersammenspil med gode lytteroplevelser. 

– Jeg drømmer om, og tror på, at de gode traditioner bliver ført videre. At alle, der brænder for det, kan finde et orkester at spille i. Det kræver engagement, og det kræver, at der bliver taget ansvar. Men med de mange ildsjæle, unge som gamle, der engagerer sig i miljøet, så er jeg ret fortrøstningsfuld.

Dette interview er oprindeligt bragt i Dansk Amatør-Orkesterforbunds jubilæumsskrift ”75 i takt”. 

– Det skal handle om den gode musikoplevelse, siger Christoffer Emil Juul Hansen, der begyndte at spille i orkester allerede da han var seks år gammel. 

– Jeg elsker at spille med andre, og det er en stor motivationsfaktor for at øve og blive bedre på mit instrument, siger han om at spille i orkester.

Om sine oplevelser med orkestret er der især én, der skiller sig ud: – Jeg husker tydeligt min første oplevelse i fuldt Brass band ved FDF Eftersårskursus. Det var virkelig stort, siger han og fortsætter: –  Orkestersammenspil bidrager til det danske samfund ved at skabe kulturel dannelse og mulighed for at udbrede musikglæden. Han mener også, at orkestret bør være et frirum til hverdagen, og at alle skal kunne samles på tværs af talent og baggrund. – Et orkester bør være bundet sammen af vores sammenspil og være et sted, hvor forskellighed trives. 

Christoffer Emil Juul Hansen håber, at der kan blive endnu flere i orkestrene, så orkesterkulturen kan vokse: – Vi har brug for flere ildsjæle rundt omkring i musikskolerne og orkestrene, der kan skabe en god fællesskabsånd omkring orkesterkulturen. Og en sådan en er netop Torben Kenneth Hansen, der leder Brass Bandet i Hedensted: – Med sin pragmatiske tilgang til musikken under sloganet ‘musik er det muliges kunst, har han holdt et Brass band i Hedensted i live, så det i dag har et fantastisk sammenhold og sammenspilskultur, slutter Christoffer Emil Juul Hansen.

Dette interview er oprindelig bragt i Dansk Amatør-Orkesterforbunds jubilæumskrift ”75 i takt”. 

Julie og Michael Nyrnberg har siden 2013 drevet Birkende Ungdomsteater. – Jeg har altid godt kunne tænke mig at starte et teater op, fortæller Julie Nyrnberg, der selv har dyrket teater siden hun var otte år gammel og i dag selv instruerer stykkerne. Gennem den lokale borgerforening fik parret lokaler tilbage i 2013. – Vores mål har altid været, at så længe der er børn, der vil være med, så længe bliver vi ved. Og nu kører vi på 12. sæson, fortæller parret, der udover at tilbyde teatersport også årligt sætter stykker som Skatteøen og Oliver Twist op med et cast af børn i alderen ti år og opefter.

For Julie Nyrnberg har sammenholdet blandt børneskuespillerne altid været det vigtigste: – For mig var det et frirum, og det var sjovt. Jeg fik nogle rigtig gode venner gennem min barndom i teatret, som jeg stadig har i dag, siger hun. – Og går du fx og slås med noget derhjemme, så kan teater virkelig sætte en fri i et stort fællesskab. Her tænker man ikke længere over hverken tøj eller udseende, fordi alle bærer kostumer og sminke. Teatret har en anden ånd i forhold til andre fritidsaktiviteter – teater kan noget helt specielt, fortsætter hun.

Michael Nyrnberg, der er gift med Julie, er også en del af teaterholdet og driver tirsdagens teatersport sammen med et par store piger fra teaterholdet: – I Birkende Ungdomsteater har vi ikke et konkurrenceelement. Alle er lige vigtige i et teaterstykke. De ældre giver deres erfaring videre til de nye og lidt yngre – de lærer alle af hinanden. For nogle giver det også en styrket selvtillid, de kan bruge andre steder i livet, som fx i skolesammenhænge.

Birkende Ungdomsteater rummer i dag børn fra 10 år og opefter og har for nyligt indledt et samarbejde med en anden lokal aktør, nemlig KAT – Kerteminde Amatør Teater. Et samarbejde, som Michael og Julie Nyrnberg er rigtig glade for, da det er en win-win for begge teaterforeninger: – De har nogle rigtig gode faciliteter, som vi kan drage nytte af, og vi kommer med et helt hold af børneskuespillere, som de faktisk stod og manglede i KAT, slutter Julie Nyrnberg.

Tekst og foto: Rikke Mohr Jørgensen

– At synge i kor er at være i et fællesskab, hvor vi lytter til hinanden og indretter vores stemmer efter hinanden. Vi har glæden af, at ved siden af står der en og synger med en anden stemme, fortæller Dorte Folkmann om at synge i to foreningsbaserede kor sammen med sin mand Bendt Bonde. Da de for 14 år siden flyttede til en mindre by, var det første, Dorte Folkmann gjorde at melde sig ind i det lokale kor: -Når man kommer til en ny by, så er foreningslivet et godt sted at starte, hvis man vil lære nogen at kende. Og vi er blevet taget utroligt godt imod i Kertemindekoret, fortæller Dorte Folkmann og Bendt Bonde om, at et kor er et godt sted at møde folk og få nye relationer. 

Dorte og Bendt har sunget hele livet. De er begge læreruddannede, og her har især Dorte brugt musikken i undervisningen. I dag synger de i to forskellige kor; det odenseanske BeChoired og Kertemindekoret: – Vi har været med i Kertemindekoret lige siden vi flyttede til Kerteminde. Det er et kor, man bliver i, og vores 14 år er faktisk ikke så længe, taget i betragtning af, at mange af de andre har været med virkelig længe.

At synge sammen er meget dansk, mener Dorte og Bendt: – Men det at synge er jo også at interessere sig for noget musik i forskellige genrer. I Kertemindekoret synger vi danske sange, og i BeChoired er det rytmisk musik. Når vi synger i BeChoired, er repertoiret på engelsk, mens vi i Kertemindekoret hovedsageligt synger på dansk.

– Dit instrument er i kroppen, og det fylder tankerne og sender alle spekulationer væk, imens vi synger. Det er jo ren terapi, og man kan hverken være sur eller uvenner, når man synger. Det er bare livet at synge, siger Dorte om at synge i kor. Og der findes en fysisk forklaring, når det kommer til alt det gode ved at synge i kor: – Der frigives endorfiner i kroppen, når du griner og synger, og det er jo den tekniske forståelse af, hvorfor det virker at synge i kor, beretter Dorte Folkmann. 

-Vi synger, fordi vi har lyst til det og føler, det giver os energi til også at lave mange andre ting, og det er jo positivt. Hvis alle mærkede, hvordan den energi føles, så tror jeg, at flere ville synge i kor, slutter Bendt Bonde. 

Tekst og foto: Rikke Mohr Jørgensen

Anders Kappendrups interesse for musik startede i musikskolen og i dag betyder orkestersammenspil en hel del for ham: -Det betyder sammenhold og muligheden for at koble af fra en travl arbejdsdag, siger han om at spille i Københavns Postorkester.

Han mener også, at orkestersammenspil kan bidrage med noget godt til det danske samfund som helhed: – Orkesterspil bidrager til, at vi spreder den gode stemning. Det kan tydeligt ses, når vi med Københavns Postorkester står i vores røde postuniformer og spiller, for eksempel til julemarked i København.

Anders Kappendrup går selv med drømme om, at amatørorkestre kan udvikle sig i nær fremtid: – Internt i amatørmusikken skal vi sikre os bedre forbindelse mellem musikskoler, garder og amatørorkestrene, siger han. – Vi skal huske på, at det er vigtigt, at de unge fortsætter med at spille – for på den måde sikrer vi, at deres børn også begynder at spille. Så kan der komme nye elever til musikskoler og garderne. Ellers dør hele musiklivet.

Men det er også op til det politiske liv at tage affære, mener han: – På det eksterne plan skal vi sikre, at politikere og andre er bekendte med amatørmusikken, og på den måde støtter op omkring det så vi kan blive ved med at have musik, slutter han.

Dette interview er oprindelig bragt i Dansk Amatør-Orkesterforbunds jubilæumsskrift ”75 i takt”.