Efter et opslag på Facebook vedrørende AKKS’ deltagelse i årets Kulturens Topmøde 2026, har et af vores medlemmer anmodet om en uddybning af vores oplevelser, set fra et amatørperspektiv.
Jeg vil indlede med at konstatere, at det overordnede tema for årets topmøde, efter min opfattelse, var Kulturel Modstandskraft – tidligere omtalt som åndelig oprustning – et emne, der ikke er begrænset til enten amatører eller professionelle.
Dagens diskussion tog udgangspunkt i Jakob Sørensens undersøgelse blandt kulturledere, udført af Dansk Kulturliv. Jeg besidder desværre ikke de præcise tal eller spørgsmål, dog var der ét spørgsmål, der dannede grundlag for dagens debat. 42% af de adspurgte svarede bekræftende på spørgsmålet (i en forenklet form): Har du på noget tidspunkt overvejet at udøve selvcensur? Begrundelserne for dette var mangfoldige, herunder frygt for tilskudsnedskæringer, politisk indblanding i det kunstneriske arbejde samt pres fra bestyrelsen. Uanset vores virkeområde kan vi alle relatere til sådanne udfordringer.
Jeg er usikker på, hvordan resten af forsamlingen reagerede, men jeg bemærkede, at jeg selv stillede spørgsmålet: Hvad har dette at gøre med Kulturel Modstandskraft?
Svarene på dette spørgsmål blev præsenteret i en kontinuerlig strøm.
Vi indledte med den ukrainske kulturminister, som redegjorde for Ruslands bestræbelser på at udslette Ukraines kulturarv, ud fra den antagelse, at et historieløst land eller samfund er lettere at overtage. Hun beskrev desuden, hvordan fælles sang og historiefortælling var blevet integreret i hverdagen som en form for kulturel modstandskraft. Vi havde lignende initiativer under corona pandemien, ikke for at drage nogen sammenligning med situationen i Ukraine, men der opstod fælles sang, kørende koncerter i gaderne og sang fra altan til altan – alt sammen udtryk for den spontane kulturelle modstandskraft, der kan opstå mellem mennesker i udfordrende situationer.
Dette blev efterfulgt af et besøg på scenen af Ann Burroughs, President og CEO for Japanese American National Museum og Chair of the Board of Directors for Amnesty International USA. Hun berettede om, hvordan de var den eneste kulturinstitution, der aktivt modstod den nye Trump-doktrin ved at nægte at efterkomme kravene fra den statslige administration for at bevare deres statslige støtte. De mistede naturligvis støtten, men efter knap et halvt år oplevede de en forbedring af deres økonomi, primært på grund af øget privat finansiering, og kendskabet til deres institution blev udbredt. Som jeg forstod det, var det afgørende for kulturinstitutionerne at stå fast på deres kerneopgave. Dette blev senere på dagen gentaget af en panel deltager, hvis navn jeg desværre ikke husker, som understregede vigtigheden af at stå ved vores faglighed.
Dette udsagn blev yderligere forstærket under dagens selvvælgeroplæg. Jeg havde valgt:
Censurerer ledere af danske kulturinstitutioner sig selv?
Ja, det gør 42% af dem i nogen grad, eller overvejer det i hvert fald. Dette rejser vigtige spørgsmål om, hvordan bestyrelser bør træde i karakter og støtte deres ledere, stå ved deres faglighed og adressere andre relevante punkter for at styrke den Kulturelle Modstandskraft.
Ege Juul Nielsen fra DATS og Anders Hamming fra AKKS havde valgt oplægget: “Alt det vi ved om kulturens fællesskaber”. Her er deres refleksioner fra oplægget:
Anders Hamming: Det væsentligste jeg fik med hjem, er vigtigheden af at være mere bevidste om, hvordan vi åbner for nye aktive udøvere og deltagere. Vi bør ikke være for ydmyge i forhold til den professionelle del af kulturlivet, da vi har noget, de efterspørger: aktive, engagerede deltagere. Vi skal også være opmærksomme på ikke at lukke os om vores eget “band”, i mit tilfælde kor, og dermed blive irrelevante for nye eller andre end dem, der ligner os selv.
Ege Juul Nielsen: Oplægget bestod af en paneldiskussion mellem personer fra teater- og musiklivet, hvor jeg kunne nikke genkendende til mange af de pointer, vi i DATS mener er vigtige. Det var særligt værdifuldt at høre Janne Villadsens perspektiv fra Nørrebro Teater, tidligere direktør for Hardland Festivalen, om at de ikke havde publikum, men gæster. Denne tilgang til vores “kunder” gav rigtig god mening, da den fokuserer på at have hele kontakten med gæsterne i centrum for at skabe den bedst mulige oplevelse.
Panel deltagerne repræsenterede et bredt spektrum af teater- og musikinstitutioner, lige fra det absolut professionelle til vækstlagsmiljøet. En fællesnævner for alle de problemstillinger, der blev diskuteret, var vigtigheden af at etablere solide rammer for området.
Efter de individuelle paneldiskussioner samledes alle i den store sal, hvor temaet Kulturel Modstandskraft, med særligt fokus på selvcensur, blev belyst fra et pressemæssigt og politisk perspektiv. Det var en øjenåbner at erfare, at selvcensur ikke nødvendigvis skyldes ydre eller indre trusler, men snarere frygten for en negativ reaktion på sociale medier, såsom Facebook. Da det politiske liv indtog scenen, bemærkede jeg især Københavns udmelding om nødvendigheden af at ændre fordelingen af kulturmidler for at sikre en mere ligelig fordeling. København har en betydeligt større befolkning at henvende sig til, hvilket muliggør finansiering af nicheprojekter. I provinsen er den potentielle målgruppe derimod mindre, hvilket nødvendiggør en bredere appel i arrangementerne.
Dette glædede min retfærdighedssans og mit ønske om lighed. Dog har jeg i dag overværet en amatørrevy i Nordjylland, hvor hver af de syv forestillinger, der skal spilles, har et publikum på ca. 200 personer hver aften. Man kan argumentere for, at revy i sig selv appellerer bredt, eller man kan konstatere, at provinsbefolkningen i højere grad støtter de tilbud, de præsenteres for. Det er muligt, at dynamikken er omvendt, når man sammenligner amatørkultur med professionel kultur; der er tilsyneladende en større målgruppe for amatør arrangementer i provinsen end i storbyerne.
Og lad mig slutte af med et af dagens bedste citater: “Kulturen skal ikke noget, men den kan mange ting.”
Tekst og foto: René Foshammer, næstformand i AKKS