Man hører i tiltagende grad ordet breddekultur i kulturdebatten. Det anvendes som en pendant til idrætten, der ofte bruger ordet breddeidræt, som en modsætning til eliteidræt. Men giver det overhovedet mening at operere med sådan en modstilling indenfor kulturen/kunsten og hvilken rolle spiller amatørkulturen i forhold til breddekulturen?
Mere komplekst end som så
I et forsøg på at afklare det, virker det oplagt at vende blikket mod forskeren Bjarne Ibsen, der i et notat med titlen ”Kulturel kapital og frivilligt arbejde”, som udgives i efteråret 2024, forsøger at analysere og forklare sammenhængen mellem deltagelse i frivilligt arbejde og deltagelse i fritidsaktiviteter, herunder amatørkulturelle aktiviteter. Han forholder sig altså ikke direkte til begrebet breddekulturen, men forsøger at forklare sammenhænge, der har relevans for en forståelse af det.
For at kunne det, gør Ibsen bl.a. brug af den franske sociolog og antropolog Pierre Bourdieus definition af kulturel kapital. Bourdieu definerer kort fortalt kulturel kapital, som kulturelle smags og afsmags præferencer, der har til formål at sætte dem med ”god smag” i en fordelagtig position i forhold til dem med ”dårlig smag”.
Finkultur, populærkultur og folkekultur
I forlængelse heraf beskriver Ibsen tre former for kulturelle fritidspræferencer, der også er udtryk for forskellig social og økonomisk deltagerstatus.
Den første er finkultur, der er karakteriseret ved produktion og formidling af kunstværker, for hvilke der er specielle uddannelses- og formidlingsinstitutioner: F.eks. billedkunst, teater, klassisk musik og kulturarv. Det der karakteriserer finkulturen, er at de fleste deltagere er tilskuere til professionelle kulturtilbud og at deltagelse ofte kræver et vist forhåndskendskab til det kunstneriske sprog. De fleste deltagere i finkulturen, er da også traditionelt fra samfundets øverste socio-økonomiske grupper. Finkulturen er den form kulturel fritidspræference, der kommer tættest på eliteidrætten, men finkultur handler i højere grad om indhold end om ”niveau” og tilskuerne til eliteidræt kommer iflg. Ibsen ikke i samme grad som tilskuerne til finkultur fra de øverste sociale lag.
I modsætning til finkulturen finder vi populærkulturen, der er en benævnelse for kulturelle genre og udtryk, som er meget udbredte og populære. Det er f.eks. pop og rockmusik, film, tv, trivial litteratur og computerspil. Også her er deltagerne primært tilskuere til professionelles aktiviteter, som i denne sammenhæng ofte er kommercielle og sagtens kan være udført på et meget højt niveau, men ”det kunstneriske sprog” er mere tilgængeligt og populærkulturen har derfor flere deltagere fra en bredere vifte af socio-økonomiske grupper. Derfor har populærkulturen da også i Bourdieusk forstand lavere social status end finkulturen.
Den sidste form for kulturel fritidspræference er folkekulturen, der kommer til udtryk i fritidsaktiviteter, som typisk finder sted lokalt og kollektivt i frivilligt båret foreningsregi. I folkekulturen er processen lige så vigtig som produktet og i modsætning til fin- og populærkulturen er deltagerne mestendels aktive deltagere og ikke tilskuere. Folkekulturen er i Danmark ydermere knyttet til folkeoplysningen med et fokus på folkelig og lystfuld dannelse baseret på folks egne foretrukne interesser og opfattes derfor generelt som borgernes egen kultur og som ikke-elitær. Den socio-øonomiske gruppe i folkekulturen er da også bredere sammensat end i finkulten, men også her er der iflg. Ibsen en socioøkonomisk ulighed.
Afslappende og seriøs fritid
Når vi forholder begrebet breddekulturen til ovenstående fritidspræferencer rummer det altså umiddelbart populærkulturen og folkekulturen og er i et modsætningsforhold til finkulturen. Det afhænger dog dybest set af hvordan man definerer breddekulturen – og det er der så vidt vides, ikke nogen der har gjort endnu.
Yderligere komplekst bliver det når Ibsen med inspiration fra den amerikansk/canadiske sociolog Robert A. Stebbins taler om to typer af fritidsaktiviteter ”casual leisure” (afslappende fritid) eller ”serious leisure” (seriøs fritid). Casual leisure er karakteriseret ved fritidsaktiviteter med umiddelbar behovstilfredsstillelse, der kræver lidt eller intet specielt forhåndskendskab for at kunne nydes og hvor man oftest deltager som tilskuer, mens serious leisure er karakteriseret ved en systematisk forfølgelse af en hobby eller frivillig aktivitet, der fanger sine deltagere i kraft af dens mange udfordringer. Seriøs fritid er derfor ofte kendetegnet ved aktiviteter, hvor man har et mål eller stræber efter at beherske specielle færdigheder. Det kan f.eks. være synge i et kor, dyrke en bestemt sport eller fordybe sig i litteratur.
Breddekulturen og amatørkulturen
Amatørkulturen falder tydeligt ind under serious leisure, mens det umiddelbart er folkekulturen, der bedst dækker amatørkulturens frivilligt bårne foreningsform og aktive deltagelse. Man finder imidlertid også eksempler på amatører, der udfolder sig indenfor fin- og populærkulturen. Der er således både amatørkor og -orkestre, der har optagelsesprøver og kræver nodekendskab af sine deltagere, ligesom der er eksempler på amatørteatre, hvor du kan ”komme ind fra gaden”. På samme vis findes der amatørteatre der spiller absurde klassikere og andre der udelukkende spiller musicals eller revy. På den måde befinder amatørkulturen sig i Bourdiuesk forstand i et spændingsfelt, hvor noget anses for at være “finere” end noget andet og har større kulturel kapital. Det er imidlertid ikke det centrale i denne sammenhæng. Det er derimod om man selv synger eller selv er amatørskuespiller til forskel fra at være tilskuer. Det er måden man beskæftiger sig med kulturaktiviteten der er afgørende.
Mens amatørkulturen udelukkende beskæftiger sig med aktiv deltagelse, så må vi formode, at breddekulturen dækker både casual og serious leisure og dermed en bred vifte af både passive og aktive deltagelsesformer i kultur- og fritidsaktiviteter. Begrebet breddekulturens store svaghed er derfor, at det bliver uklart hvad man mere præcist taler om når man anvender det. Det er måske årsagen til, at vi indenfor amatørkulturen ofte oplever, at man når man taler om den brede deltagelse i kulturlivet, blander publikumsdeltagelse og den mere aktive deltagelse sammen. Man overser kompleksiteten i kunst- og kulturdeltagelsen – og man overser det helt særlige ved amatørkulturens aktive deltagelse, der desuden er båret af frivillighed på en hel anden måde end publikumsdeltagelse.
Tekst: Susan Fazakerley
Model: Toke Halskov Kristensen