Om en samlet kulturpolitik
Hvis der kommer en samlet kulturpolitik efter folketingsvalget, bør den i AKKS’ optik også indeholde visioner for amatørkulturen og borgernes aktive egendeltagelse i kulturlivet.
AKKS – Amatørernes Kunst & Kultur Samråd repræsenterer den organiserede del af amatørkulturen indenfor teater og musik og er med sine 100.000 deltagere og 1.000 foreninger blot toppen af isbjerget indenfor et stort relativ ukendt kulturelt område i Danmark.
Amatørkulturen handler om borgernes aktive egendeltagelse i kunstneriske aktiviteter (i modsætning til publikumsdeltagelse). For AKKS’ medlemmer udfolder de aktiviteter sig i foreningsorganiserede rammer indenfor det frivillige kulturelle område i kor, på scener og i orkestre over hele landet.
Den organiserede amatørkultur er primært medlemsfinansieret. Hvad angår offentlige tilskud og adgang til lokaler, har de lokale amatørforeninger mulighed for at få støtte via folkeoplysningsloven, mens de landsdækkende organisationers arbejde støttes af statslige midler fra henholdsvis Statens Kunstfonds amatørmusikpulje, DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd og via det kulturelle tipsakstykke.
Amatørkulturen er altså på en og samme gang både en aktør i kulturen, foreningslivet og folkeoplysningen – og udfolder sig både lokalt og nationalt.
En del af det kulturelle økosystem
På trods af dette og på trods af at amatørkulturen spiller en væsentlig rolle i hele det kulturelle økosystem, som bl.a. storforbrugere af professionelle undervisere, er den ikke særligt synlig i kulturlovgivningen. Her er der primært fokus på børn og unges aktive egendeltagelse i f.eks. kultur- og musikskoleregi og det er kun i amatørmusikpuljen under Statens Kunstfond, at de voksnes aktive egendeltagelse er direkte nævnt.
Konsekvensen er at amatørkulturen er et usynligt og underprioriteret område både nationalt og lokalt og det er synd for den rummer mange muligheder for at være med til at løse tidens store kriser.
Et første skridt på vejen til en større anerkendelse af amatørkulturen vil være, at man fra kulturpolitisk side nævner den aktive egendeltagelse direkte i målet for en samlet kulturpolitik. Som inspiration kan man evt. kigge mod den norske kulturlov fra 2007, hvor det hedder:
”Lova har til føremål å fastleggja offentlege styresmakters ansvar for å fremja og leggja til rette for eit breitt spekter av kulturverksemd, slik at alle kan få høve til å delta i kulturaktivitetar og oppleva eit mangfald av kulturuttrykk”
En del af det frivillige foreningsliv
Amatørkulturen er imidlertid ikke kun en del af kulturlivet, men også en del af foreningslivet. Desværre er foreningslivet i sin nuværende struktur under pres. Både i forhold til en overflod af bureaukratiske benspænd, manglende inddragelse af unge og svigtende medlemsloyalitet. Det er en stor udfordring for de lokale foreninger og spænder ben for udviklingen af amatørkulturen.
I mange foreninger ser vi således et skifte fra foreningsaktive til ad hoc frivillige, der udfordrer foreningernes grundlæggende struktur. Denne bevægelse synes vi i AKKS er sket uden, at nogen har forholdt sig til, hvordan vores foreninger skal se ud i fremtiden i Danmark. Vi synes man mangler at besvare spørgsmål som ”Har foreningsformen en særlig værdi som ramme om fællesskaber anno 2026?” ”Hvordan fornyer og moderniserer vi foreningsformen uden at klippe navlestrengen til folkeoplysningen over? Hvordan bliver foreningsformen mere tilgængelig for foreningsuvante borgere og unge?” og ”Hvordan sikre vi at foreningsformen kan anvendes, som ramme om projekt – og ad hoc organiserede aktiviteter?
Hvis man får besvaret nogle af de spørgsmål og dermed en mere klar ide om hvad man vil med foreningsdanmark, tror vi, at de initiativer man sætter i værk, for at løse foreningslivets stigende udfordringer, vil få karakter af mere end blot lappeløsninger og midlertidige indsatser.
En del af folkeoplysningen
I kraft af sin organisering i demokratiske foreninger, der fremmer demokratiforståelse og aktivt medborgerskab, er amatørkulturen ikke kun en del af foreningslivet og kulturen, men også, en del af folkeoplysningen.
Det har til tider været omdiskuteret. Indimellem hører man røster, der hævder at folkeoplysningsbegrebet er for bredt og fører til aktiviteter, der ikke kan anses som folkeoplysende og/eller samfundsrelevante i klassisk forstand, herunder de amatørkulturelle aktiviteter.
I vores optik bidrager amatørkulturen i meget høj grad til folkeoplysningen med f.eks. personlig udvikling af deltagerne og som redskab til tilværelsestolkning. Dvs. at den udvikler deltagernes evne til at overskue konsekvensen af både personlige og samfundsmæssige beslutninger og danner dem til aktiv deltagelse i alle aspekter af samfundet.
Amatørkulturens foreninger er imidlertid ikke nævnt direkte i folkeoplysningsloven, der sætter rammerne for det folkeoplysende foreningsarbejde og derfor anses de lokale amatørforeninger ikke altid som folkeoplysende på lige fod med idrætten og det idebestemte og samfundsengagerende børne- og ungdomsarbejde. Det har vi et meget stort ønske om at ændre, og vi foreslår derfor at amatørkulturen nævnes direkte i folkeoplysningsloven på lige fod med idrætten og det idebestemte og samfundsengagerende børne- og ungdomsarbejde, da det vil synliggøre og sikre amatørkulturens udbredelse og levevilkår.
Styrk amatørkulturens organisationer, så vi kan løfte en samlet kulturpolitik
AKKS og amatørkulturens landsorganisationer deltager meget gerne i arbejdet med at løfte og udfolde amatørkulturen til endnu flere borgere i Danmark – også til dem udenfor foreningsområdet – men hvis det skal lykkes, skal landsorganisationerne have flere ressourcer til at løfte udfordringerne og vi skal have hjælp til at styrke vores organisatoriske struktur og samarbejde med andre at kulturlivets aktører. Sker det, vil vi kunne gøre en stor forskel og for alvor være med at løfte en samlet kulturpolitik.